Der hun hafvde bes洴ende Glød,
Bar bleege Stjerner i sit Skiød,
Hylder han hende med een Sang
Dende Lidenskabens Hymne
Vidner om det Baand
som nu Inv欤er
Natten i hans Aand
Naar Stjernene varsler Grye
Med to-hornet Sølvmaanenye
Oc Soelen stiiger frem
Lig een Flamme, ski沠& reen
Som fra F椲es Offerbaal -
Ustyrlig er da hans Sind!
Ski殫 ham saa nyt Lius aff dit Skin,
Du, Satans Soel,
saa han kand jage til Bestandighed
Regj沥, i kold,
Ufattbar Mayestet
